
Når det blæser, kan man nogle gange opleve, at én eller flere vindmøller står stille. Det er der flere, der undrer sig over – specielt når man i Danmark har et mål om at gøre energiforsyningen grønnere. Her forklarer vi, hvilke årsager der kan være til, at vindmøllerne står stille selvom det blæser.
Derfor står vindmøller stille i blæsevejr
Der kan være forskellige årsager til, at vindmøller står stille, selv når det blæser.
Overproduktion af strøm
I perioder, hvor der bliver produceret mere strøm, end der er behov for, kan vindmølleejerne vælge at slukke for vindmøllen. Ligesom med andre produktionsformer – kraftværker, vandkraft eller lignende – kan vindmølleejerne vælge at stoppe møllen, da det ikke kan betale sig at producere strøm – fx hvis elprisen er negativ. Det kan resultere i, at vindmøller står stille i blæsevejr.
Det blæser for meget
En anden årsag kan være, at selve blæsten bliver for hård. Det kan blæse så kraftigt, at man af sikkerhedsmæssige årsager er nødt til at slukke for vindmøllerne. Dette sker dog meget sjældent i Danmark, men kraftig blæst kan risikere at skade vindmøllerne, hvis de ikke bliver stoppet.
Vindmøller balancerer elnettet
I elnettet er det vigtigt, at der er balance mellem udbud og efterspørgsel. Derfor kan det være nødvendigt at skrue op eller ned for produktionen, hvis der eksempelvis bliver produceret mere strøm end forventet. I de situationer kan nogle vindmølleejere være nødt til at bidrage til balancen i elnettet ved at slukke for deres vindmølle, så den står stille.
Danmark blev tidligere påvirket af det tyske elnet
Tidligere var manglende udbygning af det tyske elnet en væsentlig årsag til, at vindmøllerne stod stille herhjemme. Ligesom i Danmark har man i Nordtyskland også udbygget massivt med vindmøller, men det tyske elnet har ikke udviklet sig med samme hastighed som det danske. Derfor har man været nødt til at stoppe vindmøller i Danmark for at undgå at overbelaste det tyske elnet. Det betød, at danske vindmølleejere i nogle tilfælde kunne tjene flere penge på at holde deres vindmøller slukket frem for at producere strøm.
I 2023 blev der indført en ny modhandelsmodel i samarbejde med Tyskland, og markedet blev udvidet, så andre aktører end Danmark kunne byde ind og tjene penge på enten at skrue op for forbrug eller ned for produktion.
Vil vindmøller også stå stille i fremtiden?
Kigger vi ud i fremtiden, hvor elsystemet vil være grønnere end i dag, vil der stadig være behov for aktører, der kan regulere og balancere elnettet.
Stiger elprisen, når vindmøllerne står stille?
Det er helt forståeligt, hvis du har tænkt, at det kommer til at påvirke prisen for den el, som du betaler for hver dag. Heldigvis har de stillestående vindmøller ikke effekt på den pris, du kommer til at betale. Prisen for strømmen er nemlig bestemt dagen inden, strømmen skal i brug, og det er alt sammen meldt ind af både elproducenterne og elselskaberne.
Grunden til, at Tyskland betaler de danske vindmølleejere for at stoppe, er, fordi Tyskland ellers får en overflod af strøm til elsystemet, som de ikke kan håndtere. Hvis de ikke betalte de danske ejere for at slukke vindmøllerne, ville de blive nødt til at få tyske vindmølleejere til at slukke for vindmøllerne, og det kan de af lovmæssige grunde ikke gøre særlig let.
FAQ – Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor står vindmøller stille i blæsevejr?
Det kan stamme fra overproduktion af strøm, vilde vejrforhold eller balancering af det danske elsystem. Den hyppigste årsag er dog, at Tyskland betaler danske vindmølleejere for at slukke møllerne, da Tyskland ikke selv kan håndtere den ekstra mængde strøm, vi sælger til dem.
Hvad sker der med vindmøller, når de står stille?
Der sker faktisk ikke noget. Vindmøllerne holder en pause i et øjeblik af forskellige årsager, hvilket heldigvis ikke kommer til at påvirke din elregning.
Læs også disse guides
